Der bor en lille dreng i mig. Min terapeut og jeg kalder ham Tintin. Han vil så gerne gøre folk glade. Imponere med sin paratviden. Hjælpe og redde mennesker. Vise hvor stor og stærk han er. Hvor ordentlig han er. Hvor dygtig han er. Han tilpasser sig hele tiden situationen. Han vil så gerne elskes. Det er en lille dreng, som kunne have godt af en voksen. Det er mig der er den voksne. Jeg skal lære at tage mig af ham Tintin. Tage ham i hånden og vise ham at han er god nok som han er.

Jeg har skrevet en sang til ham. Det første vers lyder:

På min vej ned ad mindernes allé
Stod der pludselig en dreng
Jeg ikke før havde set
Med nedslåede øjne
Og en friskklippet grydefrisure
Fik jeg sympati
For den splejsede fyr

~

Før i tiden skrev jeg mere dagbog. Efter at jeg er begyndt på bloggen får jeg ikke skrevet så meget i den. Men i går fik jeg skrevet noget ned. Det føltes godt. Som at vænne sig til stilheden. Der bliver jo rigtigt stille når man skriver i sin dagbog - velvidende at ingen andre vil læse det man skriver ned. Så er man for alvor i et forhold med sig selv. Min terapeut sagde til mig at jeg skulle være en god partner for mig selv nu. Det prøver jeg på at være.

At skrive blog giver mig en følelse af at være på, af at performe. Og det føles ikke helt sundt. På den anden side kan jeg godt lide at skrive, og det er en gulerod for mig at vide at nogen læser med. Men det er jo også det som er lidt råddent. Skriver jeg for mig selv eller for at imponere andre? Er det den voksne Thorbjørn eller den lille Tintin? Jeg mister mig selv hvis jeg skriver med det mål for øje at imponere andre.

Jeg vil skrive fordi jeg er nysgerrig på skriften. Nysgerrig på det levende. Nysgerrig på verden.

~

Jeg har nydt påsken med min familie og hjemme hos mig selv. Det har været nogle intense uger med Familieturen. Det er så dejligt at kunne komme rigtigt hjem. Hjem til mit eget hjem. Jeg takker skæbnen for det hver dag. Jeg føler mig heldig. Nu vil jeg gøre noget godt for mig selv, og det er at holde hus! Vaske og oliere altanen, skifte cisternen, installere induktionskomfur, male rosetterne i loftet. Masser af gode projekter. Det er også en måde at give mig selv kærlighed – at bygge rede. Jeg føler mig som fuglen, der plejer og retter sine fjer på de nuttede videoer fra havørnerederne på Lolland.

I helligdagene har jeg fået set nogle film på mit store kinesiske fladskærmsfjernsyn. Jeg er holdt op med at se "House of the Dragons". Det blev for omstændeligt da den sprang i tid, og jeg var også træt af alle de mørke indenddørsscener og tællelys. Der var heller ikke noget humor eller skønhed. Bare en uendelig historie om magt og begær. Desuden mindede det hele mig om min ekskæreste. Det blev for trist og trættende.

Nu ser jeg film. Det er også lettere at styre. Serierne er jo endeløse. Først så jeg "Gomorra". Gangsterfilm fra Napoli. Voldelig uden at være voldsforherligende. Smuk uden at være glorificerende. Man ved med det samme at det ender galt for de to unge drenge, der så gerne vil spille fandango og være nogle fandens karle. Alligevel får man sympati for dem. De er så unge, forvirrede og ensomme. Bag deres afstumpethed gemmer der sig en uskyld. Det blik ville jeg gerne fastholde på ethvert menneske jeg møder. Men som min terapeut siger: "det nytter ikke noget at skjule dine følelser bag forståelse". Selvom vi alle på sin vis bærer en uskyld med os fra vores barndomsår, sårer vi stadig hinanden som voksne. Og det er vigtigt at sige det højt og sige fra, når man oplever det.

Disse drenge har aldrig lært at beskytte sig selv, endsige at elske sig selv. De er på en konstant flugt. De leger soldater og røvere, men de gør det med rigtige våben, penge og letpåklædte damer. Det er voldsomt at se sådan nogle smukke, unge mennesker blive forrået. Jeg oplevede at filmen lykkes med at vise hvor frygteligt desperat gangster- og bandelivet er. Hvor ængstelige, afstumpede og sørgelige alle disse tilsyneladende stærke mænd er.

Den næste film jeg så var "Once Upon A Time... in Hollywood". Tarantino er også humanist, selvom volden i hans film samtidigt taler til drengerøven. Der er en bevidsthed om det, som giver én en ømhed for karaktererne. Han er en drengerøvshumanist.

DiCaprio's rolle er fantastisk. Den afdankede Hollywoodstjerne. Jeg elsker scenen da han fortæller pigen på filmsettet om plottet i den biligbogswestern, som han er i gang med at læse. Han begynder at græde, da det går op for ham at det er et billede på hans eget forfald: "He's not a cripple. He's just got spine problems after a jump. That's all!". At se en desillusioneret og forfalden DiCaprio er rørende - en af vor tids store Hollywoodhelte. Jeg ser også portrættet som Tarantinos egen refleksion over det at blive ældre og føle sig hægtet af. Og hvor kan jeg relatere til det - og rygproblemerne!

Der er en lethed, humor og alligevel stadig strøm af intensitet igennem filmen, som oplivede mig. Flere gange grinte jeg højt. Der er en usædvanlig sanselighed på spil: snorkende skønhedsdronninger, blævrende hundemad, et forkullet lig i en swimmingpool, brusende dåseøl. Og under al vestkystsidyllen lurer fordærvet - om det er alkoholismen, som flere af karaktererne kæmper med, eller om det er de unge radikaliserede hippier.

Det er så fint, og et udtryk for et af menneskets mest charmerende evner – nemlig fantasien, hvordan Tarantino omskriver historien til sidst. Filmen igennem tænker man som publikum med sorg på hvordan at den højgravide Sharon Stone blev myrdet, og nu igen skal myrdes på film. Og derfor er det desto mere rørende da humanisten og kunstneren Tarantino træder frem og siger: "det kunne have været anderledes. Lad os gøre det anderledes i dag. Disse uskyldige karakterer skal ikke dø i min film" (akkurat som han sagde om bruden i "Kill Bill"). Og endvidere siger han: "det kan være at uskyldige filmstjerner bliver maltrakteret på bestialsk vis i virkeligheden, men ikke i min film. Det kan være at verdens gang er tilfældig og nådeløs, at vi hvirvler rundt i vinden uden mål og med. Men i min film ender det godt."

Så så jeg "Zone of Interest". Den har jeg længe gerne villet se. Jeg elskede Jonathan Glazers forrige film "Under the Skin". Og jeg elsker Christian Friedel, som spiller hovedrollen i den nye. Filmen fortæller historien om familien Höss og deres liv i kommandantboligen lige udenfor kz-lejren Auschwitz. Man ser aldrig hvad der foregår inde i lejren. Man hører det til gengæld. Men på billedet er der blomsterbede, frugthaver, ternede duge, sladder og gode middage. På den måde er det en film, der handler om alt det man ikke ser. Det er bl. a. dét, som gør det til en så foruroligende film. Og – efter min mening – en af de bedste der er lavet om 2. verdenskrig; sammen med "Das Weiße Band", hvis handling godt nok slutter allerede i 1914. Den film har også Christian Friedel i hovedrollen.

Begge film forklarer det gådefulde i at at krigen og massemordet kan leve side om side med det borgerlige liv. At vi mennesker sagtens kan leve i løgnen, sagtens kan lukke øjne og ører, og leve vores borgerlige liv med hundeluftning, køkkenhave, rødvinspassiar og godnatlæsning, altimens vores medmennesker mishandles, udsultes og dræbes. Akkurat som russere, amerikanere, iranere og israelere gør det lige nu. Lever med overgreb, der bliver gjort i deres navn og med deres stiltiende accept. Filmene viser at ondskaben ikke har horn i panden og savl ned ad mundvigen, men går i nystrøget skjorte, måske tøfler og slåbrok om aftenen. At ondskaben tilvejebringes - ikke ved vold og magt - men ved den frygt, apati og fremmedgørelse, som afholder alle os almindelige borgere fra at gøre indsigelse. Medløberne. I "Zone of Interest" finder vi faktisk de såkaldt "onde" sympatiske i flere af filmens scener. Og det er dét, der gør filmen så foruroligende og interessant. Det er en af dens bedrifter. Med stille rædsel genkender vi os selv.

Vi mennesker kan føle os magtesløse. Vi kan have svært ved at føle vores forbundethed. Vi kan have en tendens til at tænke: "jeg passer jo bare mit. Jeg har ikke bedt om alt det her. Hvorfor skal jeg rodes ind i det?". Vi spørger sjældent os selv: "hvilket liv vil jeg gerne leve? Hvad er et værdigt liv? Hvad er egentligt op og ned i denne historie? Hvad føles egentligt intuitivt rigtigt for mig?".

Åh den menneskelige intuition! Den er så fin. Men vi bruger den alt for lidt!

Tintin og mig har ikke været i Auschwitz. Men vi har boet i kommandantboligen: vi har også levet i en løgn, som vi godtroende blev ved med at tro på, i et vanvittigt håb om at den en dag måske ville blive til sandhed. Og sådan har mange mennesker levet dele af deres liv, tror jeg. Men der kommer altid en dag, om det så er den yderste dag, hvor man endelig giver slip på sin krampagtige og ængstelige kontrol over dette umådelige spindelvæv af løgne, og lukker sandhedens lutrende lys ind. Og selvom det er smertefuldt at måtte slippe alt det man identificerede sig med, alt dette rådne habengut man forbandt med sit gode liv, så er det mest af alt en kæmpe lettelse: så befriende og oplivende endelig at kunne mærke sig selv – måske for første gang.