Tredje dag på bloggen. Prøvede at bage boller i morges for første gang i et år. Havde kun purpurhvedemel, så det blev nogle meget mørke, rugbrødsagtige boller. Med for lidt salt. Og for mange kerner. Og lidt for meget smag af gær.... Mine boller bliver aldrig lige så gode som min svogers. Hans boller er altid så elastiske og med et godt bid og lækre og appetitlige. Hvis hans boller var en sang ville det være sådan en Aphaca bolle eller en Blæst bolle. Og lad så gå da hvis mine boller var sådan nogle Iceageboller med kant og krumme. Men de er mere sådan nogle bissede og måske lidt for bossy boller, der både vil være søde (med rosin) og grove (med 5-kornsblanding) og derfor hverken rigtigt har den der dragende mørke mystik og stemning, eller den lyse lethed.

Jeg har nok generelt et svogerkompleks, og måske også et Iceagekompleks - lidt mindre et Aphacakompleks, omend min gamle ven og kære kollega Adi Zukanovic producerer for dem og allerede fortalte mig om dem for mange år siden. Og det er på en måde lidt underligt at se alle Adis magiske producer skills blive forløst på den helt store scene med Aphaca, mens jeg arbejdede med ham i ti år og vi aldrig nåede samme kommercielle højder. For nyligt fik jeg endelig hørt lidt af Aphacas album mens jeg pakkede flyttekasser ud. Og jeg forstår godt at folk elsker deres ynde og lethed. Samtidigt er jeg helt afklaret med at jeg vil noget andet. Og det er egentligt altid den afklaring jeg søger. Som den vise sjæl Laozi siger: den der ikke konkurrerer har ingen konkurrent i hele verden. Lad det være mit omkvæd hver morgen når jeg står op!

Det er en vigtig indsigt for mig. For I guder hvor sammenligner jeg mig meget med alle mulige. Som f. eks. min svoger, der er god til sådan cirka alt. Han er datalog, hjerneforsker, håndværker (der selv bygger sin carport og bogreoler), han er en god far, han er belæst, han er meget klog, han er følsom, han er sjov, han er også sød, han laver virkeligt god mad, og han vinder altid i spil med mindre han gør sig dårlig. Så hver gang jeg laver mad, skal fikse noget, skal passe børn, spille spil eller skal forsøge at sige noget faktuelt korrekt eller klogt, så tænker jeg på hvad Svoger ville gøre. Kun når jeg skriver sange tænker jeg ikke på det - og det er nødvendigvis heller ikke min svoger jeg tænker på hver gang, men så er det min bror, eller min far, eller andre autoriteter i mit liv. Der er en frygt, en tvivl og en selvforagt inden i mig, som er vævet så tæt sammen med mig selv, at jeg ofte ikke kan skelne disse onde ånder og mig selv fra hinanden.

Men nu fik jeg da fire Radiohead billetter, efter at have siddet i den paranoide androidskø i en halv time mens jeg skrev disse tanker ned. Måske en belønning?