I dag er det tre dage siden jeg flyttede ind i min nye lejlighed. Føles som om at sove hos nogle andre. Køkkenet lugter af kattemad, selvom min kære far og jeg har slebet gulvet og min kære mor har vasket det ned. Men venni M. siger at der går lang tid, før man føler sig hjemme. I hans gamle lejlighed lugtede der af den tidligere ejers parfume i et halvt år.

De døjer i øvrigt med mus i deres nye sommerhus. Det har jeg trods alt ikke i min lejlighed.

Om morgenen orker jeg ikke at stå op. Har bare lyst til at blive i sengen hele dagen og vænne mig til udsigten. Kørte flyttekasser med alle de bøger, der ikke er plads til i lejligheden, ud på værkstedet i dag. Var også ude og aflevere min lp afspiller i Tårnby. Den skal repareres. Ødelagde startknappen i et impulsivt forsøg på at reparere den med en flad skruetrækker. Det minder mig om at min far altid siger til mig: "Rolig, ik bruge vold!", hvorpå han giver sig til at fløjte sagte (det gør han altid når han skal koncentrere sig). Men jeg bruger altså desværre stadig vold nogle gange - det er svært at aflægge sig.

38 år, voldsparat og med stærkt begrænset håndværkersnilde. Gruer for at sætte rawplugs i de fine nymalede vægge. Til gengæld er jeg stolt af farverne, som jeg selv valgte, og også selv har malet lejligheden med - med stor hjælp fra familie, venner og kollegaer. Mine forældre var ikke begejstrede for farverne. Men jeg stod fast - det er utroligt, men det tror jeg ikke at jeg havde gjort for 3-4 år siden. Jeg var blevet i tvivl og havde ændret mening lidt efter lidt, og malet det hele hvidt. Og havde følt mig lidt mindre levende. Men nu lever jeg! Der er græsgrøn, fersken, korngul og himmelblå (eller baby's pool som den vist egentligt hedder...). Og rosetterne skal have alle mulige farver ligesom mumierne i Egypten.

I går så jeg Bob Dylan i Royal Arena. Det var en blanding af koncert og zoologisk have. Se giraffen en sidste gang. De to højdepunkter var Black Rider og da han rejste sig til sidst - uden hjælp. Det var rørende at se den mand i levende live, som så tit har bevæget mig med sine sange. Ved midnat forlod jeg Fingerbøllet, hvor vi havde evalueret koncerten, og travede hjemover. Hjem til mit nye, fremmede hjem. Imens hørte jeg Rough & Rowdy Ways på mine høreapparater. Mødte én på gaden, der også havde været til koncerten. Han har lavet et album som hedder Stjernesejler, som han anbefalede mig. Kan godt lide at finde ny musik midt om natten på gaden. Det album skal jeg have hørt, ligesom jeg skal have hørt hele Hængemulens Kundeservice album, og Øyunns første album inden det næste kommer om to uger. Og Virginia Supreme! Min kære venindes album. Det er for dårligt at jeg ikke har hørt det, jeg vil jo også gerne. Men jeg har ikke fået lyttet til meget musik mens jeg har færdiggjort mit eget album. Er det en undskyldning?

Men i går lyttede jeg altså til Bobs seneste album. Havde helt glemt hvor gode sange der var på det album. My Own Version Of You er ren Frankenstein - forklædt som kærlighedssang. Fantastisk idé! Både smuk og dragende, så komisk, og så gradvist mere og mere uhyggelig, sunget med den der raspende stemme. Elsker når han springer i tid og sted i sine tekster. Det er digte sat i en enkel folkemusik. Sådan som alle hans sange er. De er aldrig komplekse musikalsk. Tekstligt kan de være det, men alligevel aldrig på sådan en TS Eliot måde. Det rimer ofte og er meget lyrisk: jeg så et stjerneskud og tænkte på dig.

Og så kom I've Have Made My Mind Up To Give Myself To You. Hørte den igen og igen. Det føltes som om at det var mit liv han sang om. Bortset fra at jeg ikke sidder på en terrasse, men på en altan opslugt af stjernerne og et menneske...

Det var både trist og oplivende at se Bob Dylan. Trist fordi det føltes som en afsked. Han sagde ikke noget til publikum på noget tidspunkt under koncerten. På en måde er han allerede taget afsted. Og Tony spillede bas med sin fine hat på. Tænk sig at jeg har spillet med ham. Og jeg tænkte på Folmer, som ikke er her mere. Og Povl Dissing, som Tony oprindeligt spillede med, som heller ikke er her mere. Royal Arena kom til at ligne livets banegård. Store menneskemængder, håb, latter og nysgerrighed, nervøsitet, rejsefeber. Hvad var det egentligt vi kom for? Måske var det ikke så meget Bob Dylan vi gerne ville møde, men bare nogle andre mennesker. Sådan kan man også se koncerter: som menneskemøder.

Er spændt på hvordan det her blogliv udarter sig. Jeg ville gerne have at hjemmesiden holder sig levende, og ikke bliver et museum. Bloggen er et forsøg på at give sitet noget liv - så det bliver et construction site, en byggeplads - hvor der hele tiden sker noget. Og så er det også et forsøg fra min side på at åbne lidt op og sænke paraderne. Ligesom jeg prøvede at gøre da jeg medvirkede i radioprogrammerne "Hjerteflimmer" og "Det Sidste Måltid" her i foråret. Ligesom jeg har forsøgt at gøre på mit nye album. Det er en ny ærlighed for mig - som ikke handler om at sige noget sensationelt, men mere handler om at erkende sin menneskelighed. Det føles godt at gøre.